Der har været masser af aktivitet på Egå Engvej i slutningen af september.
Efter lige under 2 års fravær har Egå Engvejs legeplads fået et nyt legehus i træ (model: Farm Shop fra SIK-Holz). Konstruktionen blev sat i jorden af vejens beboere og blev straks taget i brug af målgruppen, der tæller børn og voksne fra hele Gl. Egå og omegn.
Nordea-fonden har støttet legepladsprojektet med 30.000 kr.
Dagen efter, søndag d. 24. september, organiserede vejens Arbejdsdagsudvalg vejens fremmødte beboere til 2 timers hyggelig aktivitet, hvor områdets træer og buske blev beskåret, sandkassen gjort ren, stammer blev flyttet og henkastet affald blev opsamlet. Som noget nyt i år blev de tidskrævende ture med haveaffald til genbrugsstationen erstattet af påfyldning på kvashegnet, der blev etableret i dette forår.
Der skal lyde en stor tak til Arbejdsdagsudvalget og alle de fremmødte, der virkelig gjorde en indsats for vejens fælles områder.
Og tak til Miljø- og Energifonden, NRGi Værdipuljen og Aarhus Kommunes KlimaPUF pulje for midler til indkøb af redskaber.